Berlin ohne Zigeuner
“Berlin uden sigøjnere”

Zigeuner – eine Rassische Gefahr!
”Sigøjnere – en racetrussel!”

”Sigøjnere, obskure personager, gadesælgere, oa. + ubehagelige udlændinge”Overskrift fra Finlands Statspolitis filer (1919–1948); Finlands Nationalarkiv

 

VAGABONDENS VEJ

 

Jeg ved ikke hvorhen min vej leder,
men jeg savner mennesket,
jeg forlader dig og drager mod
sorgens land,
her efterlades alt der er elsket. Vagabondens vej er fuld af bump,
vejen er smal og lang.

 

Med grådige øjne betragter jeg dig,
på grund af det kan du ikke

lade mig gå, men hvis du tager afsted,
sørg da ej,
den, der må gå, tager afsted
og den, der må blive, bliver tilbage.
jeg forlader dig og drager mod
sorgens land,
her efterlades alt der er elsket

Så lad være med at forbyde,
lad vandringsmanden hvile,
Så lad være med at gøre nar,
pas på den sultende!
Vagabondens vej er fuld af bump,
vejen er smal og lang

 

 

MIRANDAS familierelationer havde været af rette proportioner. Hun var opvokset sammen med de voksne og deres vejledning, men hun behøvede ikke at udfylde den voksnes rolle. Hun havde levet en uskyldig barndom, hvor hun kunne nyde en overflod af kærlighed fra sine sigøjnerforældre. Mirandas udvikling var styret af sigøjnersamfundets regler såvel som en ung piges fantasier og drømme. Enhver pige kunne danse, men kun få kunne fortolke følelsernes brand, livsglæden, sigøjnernes sjælelandskaber, sådan som Miranda havde fortolket det.

 

Hun havde ladet sin kjole flagre på klippen, i skoven og ved lejrbålet i sigøjnerlejren. Optrådt på gaderne og ved herrernes basseraller i det pragske danseteater. Hun havde følt, at hun var på en rejse mod en fjern, elsket drøm. Det, at Miranda kunne udtrykke sig gennem dansen, var for hende det allervigtigste i verden. Hvad det havde betydet for hende som pige: det i sig selv, at vokse op og blive til en kvinde.

 

”Udover jøderne, hører kun sigøjnerne bestået af jøder. almindeligvis til de fremmede racer i Europa.”
Det tyske indenrigsministerie, januar 1936

”Polen er undermenneskernes land. Polakker, jøder og sigøjnere hører ind under samme kategori.”

Joseph Goebbels, Rigets propagandaminister ved en pressekonference den 24.10.1939

 

SIGØJNERNE havde altid haft et hjemland, men det var aldrig noget lovet land. De omrejsende havde altid bevæget sig mellem forskellige steder og fulgt verdenens hjerteslag fra hestevognene. Ud af gruppen af sigøjnere adskiltes en stamme, som var begyndt at kalde sig selv for romaer. Romaerne havde forsøgt at leve et såkaldt normalt liv: ved at slå sig ned på en fast bopæl og udføre arbejde ligesom de hvide, blev sigøjnerkulturen tolereret som romakultur hos de hvide.

 

Mirandas familie havde boet i et lille murstenshus. Man havde altid arbejdet i familien. Deres vennekreds bestod hovedsageligt af hvide, arbejdere, slidernes sværvægtere. Mirandas far havde en smedje, hvor han havde smedet plove og leer til gårdskarlene. Som de fleste sigøjnermænd, varetog familiens overhoved udover smedjen også dyrlægehvervet. Han havde raspet dyrenes tænder, plejet og medicineret for tarmslyng, kolik, muk og hævelser. Skoet og kastreret hingstene. Han var også en dygtig tinsmed, producerede kasseroller, kurve og kaffemøller. Han reparerede paraplyer, skærpede knive og sakse, udfærdigede smykker. Hans kunder havde mestendels ”Udover jøderne, hører kun sigøjnerne bestået af jøder.

 

”Rigsfører SS anordner alle registreringerne på de personer, der slår sig ned som sigøjnere indenfor vores riges grænser […] derefter kan de efterfølgende foranstaltninger udføres.”

Rigets kriminalpolitis anbefaling 1.3.1939

”Smid sigøjnerne i ghettoen!”

”Ikke én lærer eller skoleplads må stilles til rådighed for den slags afskum.”

Brev fra statsadministrationen til guvernøren af Reichsgau-Wien-distriktet, 13.11.1939

SIGØJNERNE har altid bygget deres fremtid ud fra deres visioner. Kvinderne havde stegt kød på bålet, mændene havde kæftet op, pralet i kap om hestene og deres kællinger. Pigerne havde pyntet sig selv for drengenes skyld. Uafhængigt af land eller regeringer, havde den frie sigøjner, der boede udenfor samfundet, fået en mulighed: den rige sociale kultur, hvor mennesket var i centrum.

I Mirandas familie havde de været forældrene og tolv børn. Mirandas mor havde været håndarbejderske, hendes kniplinger, pudebetræk og vægtæpper havde været efterspurgt på landsbyernes og storbyernes markeder.

Da anden verdenskrig brød ud, arbejdede Miranda hos en velhavende jødisk butiksindehavers familie. Miranda var gået fra at være hushjælp til at blive kontordame, og videre til at blive butiksassistent. Butiksassistenterne var dengang sammen med indehaverne, ligesom en familie. Dengang havde hun været en tolv-tretten år gammel. Romapigerne havde været ydmyge og gjort hvad end tyskerne måtte kræve.

 

”Alle sigøjnere og halv-sigøjnere i området skal for tiden beordres til ikke at forlade deres eget eller midlertidige opholdssted”

Rigets kriminalpolitis brev til Herfords borgmester, 19.10.1939

”Ligesom man ikke kan byde en tysker at arbejde sammen med en jøde, kan man heller ikke kræve af ham, at han skal dele sin arbejdsplads med en sigøjner.”

Brev fra det nationalsocialistiske tyske arbejderparti, afdelingen for offentlig velfærd, Hamborg, 12.8.1939

 

OFFICIELT var der ikke sket noget. Da de omvandrende sigøjnere var forsvundet uden spor, begyndte man at forfølge de fastboende romaer. Når den tyske hund, schæferen, holdt op med at gø, vidste man, at sigøjnerne var forsvundet fra gadebilledet som røgskyer i himlen.

Patriarkerne besøgte romaernes landsbysamfund, i de små murstenshuse tilrådede de, at kvinderne skulle bruge tørklæder, så man ville tro, at de var islamtroende. Man fandt beordringen ganske besynderlig, men der blev ikke sagt patriarkerne imod. Sigøjnernes ældste havde understreget: hvis politiet eller embedsmændene skulle droppe forbi hytterne, ville det være klogt, at manden sendte den tørklædebærende, eller snarere tilslørede, kvinde fra hytten ud på gårdspladsen for at beordre disse spioner et andet sted hen.

En nazipatrulje havde til stor overraskelse vist sig i gården til det lille murstenshus og havde angrebet hytten. Mirandas familie blev anholdt og ført fra deres eget hjem og ind i en sort bil, der holdt i gården, og derefter til slagtehuset. Direktøren af tøjfabrikken havde taget kontakt til politimændene, og prist Mirandas familie som gode arbejdere – han havde brug for dem. Den næste dag havde politimændene fået ordren: smedens familie skal sendes tilbage til deres hjem. Denne gang havde de været blandt de heldige.

 
 

”Det gør mig ondt, at nogle af mine bedste venner vendte mig ryggen da jeg fortalte dem, at jeg er sigøjner. Mit navn er Alina. Jeg er rumæner og jeg er en sigøjnerkvinde.”

Alina, sociolog, menneskerettighedsaktivist

I juni arresterede myndighederne 600 romaer og placerede dem i nye såkaldte sigøjnerlejre i Marzahn nær Berlin. Romaerne skulle holdes fra gaderne på grund af de Olympiske Lege. Lejren blev bevogtet af politiets hundepatruljer. I løbet af året 1943 blev næsten samtlige af lejrens indsatte under Himmlers befaling sendt til koncentrationslejren i Auschwitz-Birkenau.

”Sigøjnerspørgsmålet er i dag et spørgsmål om race. På samme måde som den nationalsocialistiske stat har løst jødeproblemet, vil den også afslutte sagen om sigøjnerne en gang for alle. De biologiske racestudier er en ubetinget forudsætning for udførelsen af den endegyldige løsning på sigøjnerspørgsmålet.” 

Doktor Adolf Würth, medarbejder ved Forskningsenheden for Racehygiejne, ved sin forelæsning under Den Tyske Forening for Racestudiers møde, september 1937

 

DET VAR EN TIDLIG MORGEN i det lille murstenshus. Mirandas far var taget til smedjen. Moren og de ældre søskende havde skyndt sig hen til fabrikken. Miranda og Amanda var blevet tilbage som de to eneste i huset, da det havde banket på døren. Pigerne var blevet forskrækket. Bag døren havde uniformerede betjente og en civilklædt embedsmand stået. Miranda havde fisket Amanda ud under sengen og tvunget sin søster til at springe ud af baggårdsvinduet. Pigerne var løbet hen til nogle halmknipper bag murstenshuset, havde begravet sig i halmen, og var faldet i søvn.

 

– Når nøden er stor, flygter mennesket fra det, de ved; enten sover man slet ikke, eller også sover man som en sten.
Den tyske familie, som boede ved siden af pigerne, havde afsløret dem. Søstrene var blevet revet ud af halmbunken og i al hast bragt til politistationen. Følelsesløse, nærmest bevidstløse af træthed og spænding, var Miranda og Amanda sygnet hen i det kedelige venteværelse lige fra morgendæmringen til ud på eftermiddagen. Der havde været en mening med den ulideligt lange ventetid. Sulten, tørsten, inaktiviteten og vagtens udtryksløshed havde lammet pigernes krop og sjæl. Angsttilstandene og mareridtene var steget op fra søvnens rige som levende billeder i pigernes daglige bevidsthed.

 

Miranda og Amanda endte med at vende tilbage til slagtehuset, for endnu engang at vente på transporterne. Pigerne havde ledt blandt deres gruppe efter deres kære, men havde ikke fundet en eneste slægtning, heller ikke engang nogen bekendte. Det havde været en fortrøstningsfuld besked for pigerne.

 

”Oberwalds regering har per 7.11.1941 beordret forbud mod sigøjneres anvendelse af den offentlige transport.”

Doktor Hinterlechners bogførte dokumenter 

”Da regeringen i starten af dette år vedtog deres beslutning, autoriserede de leveringen af de fordrevne folk til eksperimentelle formål ved at organisere de fordrevne sigøjnere i arbejdslejren og retfærdiggjorde det ved at udføre det sådan, at omkostningerne forårsagedes af forplejningen af de fordrevne folk.”

Finlands politimagasin, no. 22, 1943

”LAPPAJÄRVIS SIGØJNERARBEJDSLEJR”

”Hvis I som tyskere ikke ønsker at grave graven for det nordiske blod i Burgenland, bør I ikke overse den trussel, som sigøjnerne udgør i forhold til det!”

Overskrift i memorandummet ”Spørgsmålet om sigøjnerne” af provinsguvernøren i Burgenland, Tobias Portschy, august 1938

SLAGTEHUSETS last blev efterfølgende proppet ind i lastbilerne og kørt til samlingspunktet i byen Olomouc. For romaerne havde der været en lang række kreaturvogne, som hurtigt blev fyldt op. Sigøjnere fra alle verdenshjørner blev bragt til stationen for at afvente transporterne, som fortsatte uophørligt. Alligevel blev de ved med at udgøre en rigelig menneskemængde på stationen. Sigøjnerfamilierne blev stuvet ind i vognene i alfabetisk orden; ifølge den skulle Miranda og Amanda allerede havde været med den første transport, men søstrene havde stået på læsserampen mens de holdt tæt om hinanden.

– Men det håb, gik godt nok alligevel i opfyldelse til sidst der på læsserampen. Vores kære mors bror, onkel, hentede os fra stationen og satte os ind i en bil.
Onklen fortalte aldrig, hvad han havde betalt for de to søstre, men det måtte have været meget guld. På mirakuløs vis var søstrene blevet befriet endnu engang.

 

”Transport af alle sigøjnere fra Mähren til koncentrationslejrene”

Brno, protektoratet for Böhmen og Mähren, Statspolitiets brev, 9.2.1943

”Rotter, væggelus og lopper er også naturligt forekommende på samme måde som jøder og sigøjnere. Enhver eksistens er en kamp. Vi må derfor gradvist biologisk udrydde alle disse skadedyr.”. 

Doktor Karl Hannemann i magasinet udgivet af den Tyske Forening for Nationalsocialistiske Læger, august 1938

”… Hvis transporten af sigøjnerne forsinkes yderligere, vil Berlin by se sig nødsaget til at oprette en lejr til dem, hvilket kun kan lade sig gøre med store udgifter og meget besvær.”

Brev fra det hemmelige rigspoliti (Gestapo) til SS-angrebschefen Kaptajn Eichmann, 13.10.1939

 

MIRANDA og Amanda blev bragt til hjemstedet. Huset havde stået gabende tomt. Alt, hvad man kunne få løs i hytten, var blevet stjålet. Det eneste tilbage i huset var de bare vægge og menneskerne var også forsvundet.

 

Pigernes ældste bror Bukva, havde sammen med andre unge romaer, organiseret sigøjnernes partisanbevægelse ude i skoven. Dikteret af nødvendigheden havde sigøjnerne lært at gøre sig til mestre i vildledning og forsvinding. I ly af mørket havde partisanlederen ført sine søstre i sikkerhed. 

På bjerget, hvor sigøjnerpartisanerne holdt til, havde en kvinde fra Montenegro ført Miranda og en anden partisankvinde til en kilde. De havde samlet grønne blade og spist dem. Kvinden havde været en helbrederske. Hun havde kendt til urterne og brugte dem som beskyttelse til partisanerne mod sygdomme. Hun havde været et godt menneske, erindrede Miranda. En dag som så mange andre, altså adskillige: mange, mange gange havde Miranda vandret rundt sammen med denne kvinde i de nærliggende landsbyer og bedt om mad.

Miranda og Amanda havde kæmpet for sigøjnernes liv side om side med mændene. – Amanda havde ikke vidst noget om geværer, 

men partisanbrødrene og -søstrene havde introduceret os for våbnene og det svingede pigen med, fortalte Miranda begejstret.

Sigøjnernes partisanforehavende kom til en ende på en overraskende måde. Der var blevet sat en fælde for dem, en romamand havde forrådt dem. Derefter havde Bukva konstant været på vagt, ængstelig for, at han skulle blive arresteret. En tidlig morgen var politiet kommet for at hente ham. Bukva var taget med politiet iført festdragt og skinnende laksko.

Miranda og Amanda havde endnu engang mødt deres bror på togstationens læsserampe. Broren havde stået stolt i sit sorte tøj på den ene side af perronen, bevogtet af soldater, Amanda og Miranda havde stået på den anden side og endnu engang ventet på transporterne. Denne gang blev pigerne proppet ind i toget, som bragte dem til Jasenovac, den kroatiske koncentrationslejr.

Blot nogle uger senere, havde tyskerne atter returneret søstrene tilbage til deres egen landsby. Man kendte også årsagen. Mirandas og Amandas opgave havde været at agitere romaer og sigøjnere til at arbejde på våbenfabrikken. Amanda og Miranda havde kommunikeret, at sigøjnerne og romaerne skulle holde sig fra de steder, hvor partisan-søstrene var og havde sendt deres landsmænd i en helt anden retning, end dér hvor det tredje rige havde beordret dem hen.

 

”Sigøjnere og halvsigøjnere bliver kasseret fra værnepligt.”

Overskrift i den berlinske avis 21.2.1941

”Den ovennævnte person er blevet sendt til koncentrationslejren i Auschwitz den 29.7.1943 med fangernes fællestransport”.

Duisburg kriminalpolitis dokument vedrørende personen Christine Lehmann, født 18.12.1920 i Duisburg

 

I JULI 1941 var der dukket nogle patruljer op i Mirandas hjemby. Ved landsbyens togstation var der ankommet kilometerlange tomme kreaturvogne. Det var et tegn på, at transporterne ville begynde. Forestillingerne om noget bedre var afsluttet på sørgelig vis. Dem, der skulle sendes til Hodoníns koncentrationslejr, bestod i sidste ende af stort set alle, landsbyen blev tømt for repræsentanter af den forkerte race, forrædere og dem, der holdt med dem. Miranda og Amanda var blevet hentet tidligt om morgen klokken tre fra farmorens hus. Til afveksling fra tidligere, blev pigerne ikke sat ind i sorte biler, men i stedet sat til at marchere som en forlængelse af køen, til skræk og advarsel for andre, gennem byen og hen til togstationen.

– Kvinderne græd, alle græd, og forestil jer, børnene vidste stadig ikke hvorfor de græd, men fordi mødrene græd, græd de også. Min søster og jeg var ikke børn mere, eller måske var min søster endnu, men fordi jeg græd på mødrenes vegne, græd min søster også selvom hun endnu ikke troede på den endegyldige ondskab.

Den elendige flok var blevet sat til at marchere til sigøjnerlejrens centrale plads, hvor politiet omgående havde omringet dem. Vagternes og politiets hunde var sprunget op ad børnene, som hang i mødrenes skørter. Kvinderne havde på sigøjnernes sprog bedt deres mænd om at beskytte børnene mod hundene.

Der havde været mangel på alt. Den uendelige sult var den mindste af lidelserne, det var det, der var det letteste at mindes og italesætte. Mirandas søster havde været virkelig smuk. Hun var gået hen og blevet en tysk officers konkubine. Amanda havde boet et stykke tid i tyskerens hus og passet hans have. Da Amanda var kommet til politifamilien som en såkaldt kok, havde maden været af en helt anden verden. Miranda havde ligesom sin søster også valgt rollen som politimandens konkubine.

– Selvfølgelig fordømte kvinder og mænd, fortalte Miranda uden tøven, - det var jo under alle omstændigheder en forbrydelse, som i den frie verden ville have splittet romasamfundet. De undertrykte folk har ingen anden vej til selvstændighed og samfundets bevarelse end deres ære, det ved jeg nu. 

 

Eva Justin (1909 – 1966) var en tysk antropolog og sygeplejerske. Hun havde specialiseret sig i romastudierne og undersøgte sigøjnerne i racehygiejnelærens navn. Slutkonklusionen i Justins afhandling var, at romaerne var et underudviklet folk, hvorfor hun blandt andet foreslog tvangssterilisation af sigøjnerkvinderne. Et stort antal sigøjnerbørn, som Justin studerede, blev sendt til Auschwitz, hvor de før deres død endte som ofre for lægevidenskabens brutale forsøg.

Justin talte romasproget. Nogle forskere har ment, at hun på den måde opnåede mange sigøjneres tillid og nåede ind til dem. Dette er dog meget kontroversielt: for den omrejsende sigøjner har deres eget sprog været deres vigtigste sikring. Hvis magthavernes repræsentant havde kunnet sigøjnersproget, havde det forårsaget stor frygt og usikkerhed.

Eva Justin blev aldrig stillet for retten for sine forbrydelser og arbejdede efter krigen som psykolog ved Frankfurts universitetsklinik.

 
 

SØSTRENE var for gud ved hvilken gang proppet ind i dyretransportvognene sammen med de andre romaer. Toget havde sat i bevægelse med fuld last og hvinende hjul, mens den efterlod sig en sort røgfane. Ingen handling, ofring eller god opførsel havde sparet dem fra transporterne.

Toget var ankommet til koncentrationslejren i Auschwitz, som det allerede var ankommet mange gange før med rædsel, nød og lidelse som last. Da godsvognene var drejet ind til banegården, havde den monotone rumlen indskærpet sig til en rytmisk klapren. Da toget endelig havde standset, blev kreaturvognenes glidedøre åbnet. Kolde, udtryksløse mænd havde stået foran folk, som heller ikke i den situation endnu havde troet på den endegyldige ondskab.

 

- Menneskesindet er indrettet sådan, det tror og er overbevist om, at det formår at undgå det sidste dødsstød.
Skaberen måtte vide, eller gjorde den, hvordan det gik for sig der, blev de mennesker givet en chance? Blev der benådet en person, skulle de blive behandlet som slagtedyr, skulle romaerne være nået til deres vejs ende? Ordren havde lydt: Ud af vognene! Ofrenes håb om frihed var øjeblikkeligt forsvundet.

I Auschwitz koncentrationslejrens infirmeri blev de straks barberet skaldet. De syge og svagelige havde som regel smagt sorgens skål som de første. Fangerne blev slået med knipler og kæppe. Heller ikke det havde været nok i romaernes tilfælde, da de også ved den trussel havde fundet sammen i familiegrupper.

Bekymringen for ens kære og deres skæbner var hård, den pinte søstrene nat og dag, så de begge var helt utrøstelige. Tankerne var begyndt at køre i samme ring, der lod hverken til at findes nogen omvej eller udvej. Til sidst var ventetiden forbi og søstrene havde befundet sig ved dødens venteværelse

 

“Jeg foreslår, at man indfører særlige indkøbstider og særskilte butikker for sigøjnere.”

Butiksindehaver i sit brev til politiledelsen i Minden-området 30.7.1942

“Adgang til legepladsen forbudt for sigøjnere og halvsigøjnere”

Skilte i Minden 1943

 

IFØLGE sigøjnernes overbevisning var guderne kommet for at døbe nogle af dem til livet og dømme andre af dem til døden. Miranda havde stået på række sammen med Amanda ligesom de andre.

– De udvalgte dem således: den, som ikke havde været duelig, røg i gaskammeret. Vi fik fortalt, at vi ville blive transporteret til vores egen hjemstavn for at arbejde på fabrikkerne. Da det lysnede om morgenen vidste man over det hele, at brødrene og søstrene var forsvundet med røgen i himlens brise.

 

I Mirandas øjne kunne man se den kæmper, som kvinden havde været i løbet af hele sit liv. Men var hun også en vinder? Sigøjnerne var overlevere under alle omstændigheder. Det beviste Miranda ved at formå at bringe en levende besked fra fortiden frem til nutiden, til dette øjeblik.
– Vil I gøre denne gode gerning for mig: Bring de smukke minder om vores fortid, sjæl og tænkemåde; vores levemåde frem i denne verden, til den nye generation, så verden kan mindes sigøjnernes lidelser under anden verdenskrig.

Togene var ankommet til Auschwitz som på samlebånd. Blokkene blev tømt i samme takt.

– Der var travlt, men der blev altid plads til nye, sukkede Miranda, - børnene kæmpede naturligvis imod døden, de voksne overgav sig derimod.

Miranda havde set uskyldige mennesker, som var døde af bevidst forårsagede sygdomme. Der er også nogle arter af sommerfugle, som dør indenfor et døgn. Andre sommerfugle overlever natten eller endnu længere, de sover bare ligeså stille ind i løbet af morgenen. Sådan var det gået for romaerne i koncentrationslejrens infirmerier. Lægerne fungerede som medsammensvorne for rigets bødler – både kvinder og mænd.

– Det nytter ikke at spørge, hvilken forskel der var på de gudelige og ugudelige foranstaltninger.

 

23000 romaer blev bragt til koncentrationslejren i Auschwitz-Birkenau, hvoraf det anslås at 21000 døde.

”Sigøjnernes politiske, biologiske, kulturelle og faglige adskillelse fra den tyske race er nu blevet til virkelighed.”

Dokument: ’Genetikkens og racens opretholdelse i Tysklands lov’, 1943

”Efter krigen kendte næsten ingen til folkedrabet på sigøjnerne. Det tog lang tid inden jeg turde tale om Auschwitz.”

Lily Franz, overlevende tysk sigøjner fra Auschwitz

 

I JANUAR 1943 havde Mirandas og Amandas henrettede onkels adoptivsøn skrevet til sine kusiner og sendt dem sit billede med dedikationen:

 

”Når far bliver skudt, kan man ikke tænke på det som et menneske. På den anden side forsvarer man sig som et barn: man dræber ikke bare et uskyldigt menneske. Ligesom ham, der blev skudt, alligevel ikke var min far, han var en helt anden. Tanken opstår også, at mennesket jo ikke er et dyr og ikke dræber andre mennesker? Min hund er ikke arisk, den er et gadekryds, men den har ikke bidt et eneste levende væsen. Jeg ved ingenting om min mor. Men om jer, mine kusiner, jer kan jeg i det mindste bilde mig selv ind - ikke de andre - at I lever i Auschwitz’ koncentrationslejren, på trods af, at livet i disse omstændigheder er under så skrøbelige forhold. Gad vide hvordan dine forældre og brødre og søstre har det, jeg har ikke hørt noget fra dem…

Hør Miranda, jeg spørger dig, fordi, som du ved, du er min nærmeste kusine, hvordan går det med dig? Du er i live, som jeg allerede har sagt. Husker du, selvfølgelig husker du og også din smukke lillesøster lagde mærke til det, da du lod dig fotografere kun for mig. Du smilede sådan dengang. Gæt engang, et smil stjal mit hjerte: du er som et levende billede for mine øjne. Jeg tænker altid på dig – jeg lever i din brændende længsel efter dansens hvirvel, og måske kan vi stadig danse som sigøjnere, i flammerne: lov mig, at det er vores skæbne.

Jeg skriver sådan i dette brev til dig, selvom jeg ikke ved hvordan du husker mig. Jeg husker dig som et levende ikon, eller roder jeg nu rundt i det, sådan siger man ikke om en dame, vel nok…, da vi sagde farvel til hinanden inde i halmballen, vidste jeg, at vi snart ville mødes igen, selvom jeg ikke kunne sige hvor. Farvel for et stykke tid, vi ses snart igen, jeg skriver til dig snart, altså jeg sender dig fortsat beskeder, så du ikke skal glemme mig og når du vender tilbage til mig, skal vi igen kramme hinanden hårdt og atter være lykkelige.


Jeg elsker jer, lille Amanda og dig 10. januar 1943. Jonas.”

 

 

”Siden sigøjnerne nu til dags, ifølge vores grundlov er en del af Finlands befolkning, og siden grundloven ikke forskelsbehandler i racespørgsmålet, har Rigspolitichefernes Forening ikke kunnet udstede direkte lovforslag om at løse sigøjnerproblematikken med radikale midler. I hvert tilfælde ser foreningen det uanset hvad, som et længe pågående og direkte skadeligt forsøg på at tolerere denne uspecifikke folkemængde, med deres overvældende dårlige egenskaber, som en del af vores befolkning”.

Finlands politimagasin. ”Om sigøjnerne”. No. 20, 1942

 

DA SÅRENE fra anden verdenskrig blev til ar, blev der gjort bemærkninger til romaerne: ”I hører ikke til vores slags!” Som følge af genopbygningsarbejdet, indså de efterladte sigøjnere, at tiggeri måtte blive en kunstart, hvis man ønskede at forblive i live. Da samfundsstrukturen forandredes, blev det ikke længere muligt at tigge. Sådan blev sigøjnernes sidste livslevned også røvet og overtaget af majoritetens repræsentanter.

 

– Hvornår skulle den forandring have fundet sted? Spekulerede Miranda. – Er denne dags moderne samfund mere tolerante, er forfølgelserne blevet færre? Det er de vel nok, de er nok helt ophørt, lo Miranda af hjertets dyb for første gang i løbet af hele interviewet.
– Det er sandelig en god verden, den dag i dag lider vi overhovedet ikke.

 

”VI KUNNE STADIG mærke Auschwitz efter vi blev befriet […] Den lidelse, hvis rædsel, som udenforstående kun kan forestille sig, er for os stadig fuldt tilstedeværende den dag i dag. Det er på grund af en stærk livsvilje, at min familie overlevede og stadig kan have noget med majoritetsbefolkningen at gøre. Jeg gennemlever alle disse ting i mine minder, som om de var sket så sent som i går. Jeg kan ikke glemme det, de forfærdelige hændelser fortsætter i mine mareridt. […] De tog alt, som jeg havde kært: jeg havde ikke længere en fortid eller en nutid, og endnu mindre håb for fremtiden. Vi havde ikke bare mistet vores familie, men også dem, som videreførte vores kultur og beskyttede den. Det er forfærdeligt, at majoritetsbefolkningen i lang tid ikke var klar over sigøjnernes folkedrab”.

Efter krigen var den unge Ceija Stojka (1933-2013) af Lovara romaslægten fra Østrig, hendes tre søskende, mor og en tante de eneste overlevende af denne store romastamme. Som billedkunstner og musiker, har Ceija Stojka udgivet flere bøger om sine minder fra krigsårene.

 

 

 

”Identitet… det er en meget indviklet ting. Min har mange forskellige sider. Jeg er Ostalinda. Jeg er spansk og mexicansk. Jeg er også europæer… og en roma kvinde.”

Ostalinda, antropolog, advokat, menneskerettighedsaktivist

”Min mor var den første fra sin landsby, som kom på universitetet. I dag er der 42 medlemmer af min familie, som har opnået en universitetsgrad. Mit navn er Katalin. Jeg er ungarer og jeg er en roma kvinde.”

Katalin, sociolog, filminstruktør, menneskerettighedsaktivist

”I oktober 1992 var pogromerne allerede begyndt i hele Rumænien. Da jeg hørte stemmer og en banken på døren, troede jeg, at min familie og jeg ville blive slået ihjel. Jeg var kun 14. Mit navn er Isabela. Jeg er rumæner og jeg er en roma kvinde.”

Isabela, filolog, sociolog, menneskerettighedsaktivist

 

DA ANDEN verdenskrig blev afsluttet havde Miranda oplevet modgang, hun havde mænget sig med tyskerne, og bedt om hjælp, når hun havde brug for det. Som gensidige tjenester havde den aldrende kvinde overgivet sig til at lade sig rive rundt af forskere, hun havde fortalt universitetsfolkene og andre ved de arrangerede anledninger, om sigøjnernes forfølgelser og lidelser under anden verdenskrig.

 

Miranda kendte godt til Slovakiets sigøjnerghettoer, særligt i landets østlige del var der hele byer bestående af sigøjnerghettoer. Men selv for hende havde det været en overraskelse, at hendes søster boede i ghettoen. Det havde Amanda ikke nævnt noget om i sit brev. Historikerne har hævdet, at anden verdenskrig havde været den værste tid for vognfolket. Det er sigøjnerne ikke altid enige om.

– De østeuropæiske romaer, som havde overlevet holocausten, endte under socialismens formynderskab. Når man har levet i Østeuropa som roma, forstår man hvem kommunisterne var og hvad de gjorde ved os. I tænker måske, at det her er en overdrivelse, men efter socialismens kollaps havde sigøjnerne oplevet mere modgang og smerte end de nogensinde havde gjort under anden verdenskrig.

 

ÅH HVOR JEG GRÆD

 

Sorg i mit sind,
bedrøvelse dybt i hjertet,
mit sår er revet op.
Åh hvor jeg græd,
på nattens kolde stenovne,
over denne verdens ondskab. Solens børn græder
i østens vogne,
Asiens bjergkæder,
ville jeg bare elske.

 

I dag købte jeg sorte krøller,
på det persiske torv sælges silke. Min flok synger:
føllene har gyldne hove.
Nu bløder min sjæl tårerne,
min mors blege strøm,
I lo med mig,
I gav jeres sølle mønter,
I købte et skuespil,
og også dem der spiller.

 

I sørgeoptoget vandrer
sortslørede kvinder,
med hånden bedende om velgørenhed
de tiggede om deres frihed,
hele tre gange.
Åh hvor jeg græd
på nattens kolde stenovne,
åh hvor jeg græd.

 
 

DEN RØDE HAVE

 

Endnu ville jeg huske

endnu ville jeg drukne

i haven af dit hår

 

Som stille vandfald

som et rødt flodløb

den røde have

 

Du bandt bånd i håret

kvaster i krøllerne

i haven af dit hår

Endnu ville jeg huske

jeg ville røre

dit sorte hår

den røde have

 

Men livet flød bort

blodrødt

langs haven af dit hår.

 

 
 

”Romaernes holocaust blev udført med samme racevanvid, samme metodiskhed, samme velovervejede ambition om den komplette udryddelse, som jødernes folkedrab. Hele familier, unge som ældre, blev systematisk myrdet overalt i nazisternes indflydelsessfære.”

The former Federal President of Roman Herzog, Tysklands tidligere kansler 16.3.1997

SIGØJNERENS DRØM

Jeg er på rejse gennem søvnens tid,

spil, drenge, spil,

syng med, piger, syng.

 

Endnu i går var jeg af min sjæl som en ung drøm,

i dag er mit sind skummende som havet,

med brødrene flygtede glæden ad længslens veje.

Jeg er på rejse gennem søvnens tid,

spil, drenge, spil

 syng med, piger, syng. 

I går sang jeg af hjertet som sigøjner,

i dag er stemmen ru som frønnet jern,

med stormen blev søstrene udmattede i natten.

 

Jeg er på rejse gennem søvnens tid,

spil, drenge, spil,

syng med, piger, syng.

 

I går dansede jeg af sjælens lyst som en ung brud,

i dag er sindet surt som vin,

i den mørke nat er karavanerne forsvundet.